Kronik bragt i Børsen d. 4 juli 2016
Ordet er på alles læber og indgår i debatter, uanset emne. Ordet fungerer som et fantastisk argument, men trumfer også som modargument. Danskerne snakker om disruption.
Faktisk er ordet så populært, at dets ejermand måtte udsende korrigerende instrukser for, hvad disruption betyder. Underholdende læsning i Harvard Business Review, da Clayton Christensen og hans kollegaer i december 2015 skrev om deres ’disruption theory’. De er trætte af, at vi bruger ordet i flæng uden at gøre os den ulejlighed at forstå teorien bag. Kernebegreberne er blevet ’widely misunderstood’ og principperne ’frequently misapplied’, skriver de.
Ketchup effekt
Sagen er nok, at vi ikke er særligt interesserede i den oprindelige ’disruption theory’. Uden tvivl en veldokumenteret kvantitativ metode til at analysere forløb af virksomheders positionering i et marked. Men det er i bedste fald kun indirekte emnet, når vi i disse måneder taler om disruption. Vi har simpelthen haft brug for et ord til at beskrive, at fremtiden forstyrrer os, og nu har vi kollektivt kastet os over ordet ’disruption’.
Successen er enorm. En ketchup-effekt af bekymringer, observationer, meninger, ideer og erfaringer, fordi vi nu endeligt har et ord for den fremtid, vi er ved at forstå ikke hænger så nøje sammen med fortiden, som den plejer.
Genklang i hverdagen
Clayton Christensen og hans kollegaer har med teorien dokumenteret karakteristika i forløb, hvor en mindre spiller med færre ressourcer kan etablere sig i et marked, domineret af etablerede spillere. Ofte med et element af innovation, men udgangspunktet er oprindeligt, at de nye virksomheder har øje for oversete kundesegmenter i den lavere ende af et marked. De benytter sig af, at etablerede spillere koncentrerer sig så intenst om at forbedre produkter til eksisterende ’high end customers’, at selv den øverste ledelse kan have vanskeligt ved at ændre organisationens fokus. Og en-to-torden har de få, nye spillere fjernet position og sikkerhed fra de mange, etablerede spillere.
Den overraskende usikkerhed vækker genklang hos os. Fag og brancher oplever, at hårdt tilkæmpet faglighed kan blive sat over styr, og hævdvundne spilleregler brydes. Ansatte, både med og uden ledelsesansvar, frustreres over organisationers manglende evne til at aflæse udvikling og reagere på forandringer. Her er det overset, at øverste ledelseslag bestemt ikke altid har forståelse af udvikling, hvilket stresser mange mellemledere, som er tættere på teknologier, kundeadfærd, konkurrenters strategier, etc.
Hør nu efter
Vi manglede et ord for, at fremtiden forstyrrer os i hverdagen. Hvordan skal man gøre sine alvorlige bekymringer og endeløse observationer og ideer gældende i etablerede organisationer og markeder?
Hvad gør vi, når de små og nye kommer og spiser de store og kendte? Nogle gange med revolutionerende løsninger, som alle de komfortable i trygge jobs slet ikke kunne forestille sig i deres de-aktiverede fantasi. Nogle gange ved at udfordre spilleregler, som etablerede spillere anse for hævdvundne. Sådan endte vi med at gå rundt med vores pc i mobiltelefonen for at være på nettet 24/7. Sådan endte vi med at køre en beskeden Uber fremfor en kæmpe Mercedes-taxi.
Eksemplerne passer ikke på Clayton Christensens oprindelige disruption teori, men gør kæmpe indtryk på os. Vi ser, at udviklingerne er anderledes, end hvad vi kender til. Teknologi spiller en afgørende rolle, og udviklingen allerede eksponentiel, ikke lineær som i foregående århundrede. Vi oplever, at landegrænser mister relevans med udviklingen af ’internet of things’. Vi har brug for at råbe hinanden op på arbejdspladser, i brancher, ja sågar på samfundsniveau. Vi manglede bare en samlende betegnelse for at få de andre til at høre efter.
Sorry Clayton
Vi bruger ordet disruption om de enorme forandringer, vi ser konturerne af. Behovet illustreres af det absurde i debatter om ’disruption i offentlig sektor’. Forståeligt at Clayton Christensen & Co. føler trang til at præcisere. Essentielt, at vi forstår at der ikke ligger solid teori bag vores disruption-debatter.
Men sorry Clayton, I får nok ikke jeres ord igen. Vi har desperat brug for det til at debattere, hvilke behov og krav vi står over for. Det handler om alt fra nye ledelsesmetoder og nødvendighed af øget videndeling og mere intelligent samarbejde på vores arbejdspladser til politiske reformer af vores arbejdsmarked og erhvervsvilkår.
