BØRSEN KRONIK den 20 juli 2018:
Jobsikkerheden er truet af nej-bevægelsen
Tag dig i agt for nej-bevægelsen. Dem, der fortæller os, at teknologisk udvikling er “antihumanisme”, som vi skal beskyttes imod. Dem, der latterliggør, at disruption er noget fis med flyvende biler.
Nej-bevægelsens bannerfører, professor Svend Brinkmann, går endda så langt, at han bliver konspiratorisk. Han taler om hersketeknik og skriver i Politiken den 21. maj 2018:
“Hvis man konstant fortæller folk, at de godt kan berede sig på livslang læring og udvikling, så har man en effektiv måde at styre mennesker på gennem skabelse af usikkerhed”.
Han foreslår den velkendte, slidte nej-hat, som beskytter mod udvikling og kæmper for status quo. Men nej-hatten er en illusion. Ingen kan garantere os uforanderlighed og vedvarende relevans af vores kompetencer.
Vi skal ikke se os selv som ofre, og udviklingen som aggressor. Vi har nemlig et valg. Vi kan forholde os nysgerrigt og være indstillet på at lære. Det valg indebærer, at vi stiller krav til os selv og vores arbejdspladser om kompetenceudvikling og involvering i udvikling.
Vi følger gerne med
Sandheden er, at vi mennesker er vanvittigt gode til alt det nye.
Vi er taknemmelige for nye behandlingsmetoder. Vi elsker nye kommunikationsmidler, så vi gratis kan plapre løs på tværs af kloden og hente musik, film, bøger og viden. Mobilepay, netbank og Nemid gør hverdagen så let. Oplevelser er blevet demokratiseret af teknologisk udvikling, så vi rejser og er vores egne guider med telefonen i hånden.
Vi er pjattede med vejrudsigter, der fortæller, om paraplyen skal med.
Vi er også sluppet af med kortbog, kompas og alle familieskænderierne på køreturen, fordi den lille gps gør os til geniale stifindere. Så glem alt om “disruptiv antihumanisme”, Svend Brinkmann, for vi mennesker elsker udvikling.
Det handler slet ikke om herskestrategier.
Der findes ikke en uhyggelig, konspiratorisk organisation à la Spectre med en masterplan for verdensherredømme. Udviklingsevne er menneskets alter ego. Det er en kollektiv intelligens. En verdensomspændende, netværksorganiseret, decentraliseret, open source, evolutionær dynamik.
Det er kilden til menneskelig kreativitet, og sådan har det været siden vores første skridt på jorden.
Denne kollektive, intelligente udviklingsevne giver os fantastiske muligheder, men også en meget vigtig opgave som individer, nemlig at forholde os til læring.
I tider, hvor udviklingen går stærkt, er det foranderlige et vilkår, som kræver vores opmærksomhed og indsats.
Tag ansvar
Vi kan være uddannet i et fag, som bliver overflødigt. Det er der intet nyt i.
Det er sket for bødkere, droschekuske, spoledrenge, kolportører, omstillingsdamer og typografer før os. Og det vil ske for advokater, revisorer, porteføljemanagers og direktører. Dem i toppen føler sig intuitivt mere i kontrol og dermed mere beskyttet end andre mennesker. Hvis det er en trøst for nogen, er den følelse en illusion, for de har ikke den tætte kontakt til teknologi og kunder, som mange andre i vores organisationer har.
Derfor er de sjældent først til at se udviklingens konsekvenser. Tænk bare på, at der stadig er direktører, som ikke tømmer deres egen e-mail og nægter at være på Facebook, Linkedin og andre nutidige medier.
Derfor skal vi heller ikke tro, at vores chefer skjuler noget for os eller har svaret på, hvordan vi skal navigere under de foranderlige vilkår. Hver enkelt af os har en opgave med at tage ansvar for eget arbejdsliv og kompetenceudvikling. Netop derfor er det så uansvarligt og destruktivt, når nej-bevægelsen bilder folk ind, at nej-hatten er meningsfuld.
Nej-hat er ikke vejen frem
Det undrer os, at en professor i psykologi argumenterer for konspirationer, der nok er forførende, men ligeså populistiske og meningsløse som forestillingen om, at en grænsebom løser globale migrationsproblemer.
Tænk, hvis nogen falder for Svend Brinkmanns opfordringer.
Der findes ikke store beskyttere mod fremtiden, og vi har heller ikke brug for beskyttelse.
Udviklingen er ikke aggressiv, for vi er selv medskabere af den som forbrugere, borgere og medarbejdere.
Ingen kender fremtiden. Sådan har menneskets historie altid været. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at fremtiden med muligheder og usikkerheder kommer, også til et kontor nær os selv.
Derfor kræver det ikke en professorgrad at se risikoen, hvis vi tager nej-hatten på og fravælger livslang læring og udvikling.
Det vil være den største trussel mod vores jobsikkerhed og arbejdsglæde.
